|
Meddelelse: Don Giovani - Live opera fra Teatro alla Scala onsdag den 7. december Fra selskabet bag live
transmissionen, skal vi undskylde mange gange for den bratte afbrydelse af
Don Giovani. Grundet forsinkelsen i forestillingen stoppede
transmissionen, da der ikke var bestilt tilstrækkelig ekstra tid. Vi er også meget kede
af den bratte afslutning og håber at udbyderne tager højde for dette i
fremtiden! Næste forstilling ”La Traviata”, opførelse fra La Scala 2007 Det er en
af repertoirets mest kendte og elskede operaer, der nu præsenteres i ”Opera i
biografen”, nemlig Giuseppe Verdis ”La Traviata”,
der bliver bragt i en optagelse fra Teatro alla Scala i Milano fra 2007. ”La Traviata” er den 18. af Verdis 26 operaer og falder midt
i den såkaldte ”mellemperiode” i hans produktion. Verdi refererede selv til
1840’erne som sine ”galejslave-år”, der rakte fra
debuten med ”Oberto” i 1839 og vel til og med ”La battaglia di Legnano” i 1849,
hans 13. opera. Mellemårene indledtes med ”Luisa Miller”, og snart fulgte helt centrale hovedværker
som ”Rigoletto”, ”Trubaduren” og ”La Traviata”, samtidig med at Verdi satte tempoet noget ned. ”La Traviata” fortæller som bekendt historien om den unge Alfredo Germont, som oprindelig
kommer fra Provence, men nu bor i Paris, hvor han på afstand forelsker sig i
kurtisanen Violetta Valéry. Da han første gang får lejlighed til at møde
hende – ved et aftenselskab i hendes hjem – bliver han pludselig alene med
hende og bekender sin kærlighed. Det smigrer og morer Violetta, som ikke har
plads i sit liv til romantisk kærlighed, men så bliver hun alligevel i tvivl
og beder Alfredo om at opsøge hende igen næste dag. I 2. akts
første scene har Violetta og Alfredo levet sammen i
tre måneder i et landhus uden for Paris. De er lykkelige sammen, men det er
småt med pengene, og det fylder Alfredo med skam at
erfare fra stuepigen, at Violetta har måttet sælge ud af sine ting for at
betale for deres liv sammen. Han drager ind til Paris for at skaffe penge. En
herre bliver meldt. Det viser sig at være Giorgio Germont,
Alfredos far. Han er indledningsvis ret uforskammet
over for Violetta, men det går hurtigt op for ham, at han har fejlbedømt
hende fuldstændigt. Ikke desto mindre beder han hende forlade Alfredo, fordi dennes søsters kommende ægteskab er i fare
på grund af Alfredos samliv med en kurtisane.
Violetta trygler om at få lov at blive hos sin elskede. Hun har tuberkulose
og føler ikke, at hun har langt igen, og kan ikke bære tanken om et liv uden Alfredo. Men til sidst bøjer hun sig og stikker af fra
ham. 2. akts
anden scene udspiller sig hos Violettas veninde Flora, hvor der er
aftenselskab med underholdning og spil. Alfredo
dukker op, og kort efter kommer Violetta med sin gamle ”beskytter”, baron Douphol, der forbyder hende at tale med Alfredo. Douphol og Alfredo spiller kort, og Alfredo
vinder hele tiden. Da de andre er gået til bords, får han et øjeblik alene
med Violetta, hvor han retter rasende bebrejdelser mod hende og ender med, i
gæsternes påsyn, at smide de nyvundne penge i ansigtet på hende. 3. akt
udspiller sig nogle uger senere i Violettas soveværelse. Hun er nu alvorligt
syg, så syg at lægen kun giver hende få timer at leve i. Hun trækker et brev
frem fra den ældre Germont, hvor han skriver, at Alfredo er rejst til udlandet, men at han nu er
underrettet om Violettas offer og vil vende tilbage hurtigst muligt og bede
om hendes tilgivelse. Men Violetta ved, hun er døende, og tager afsked med
livet. Da dukker Alfredo så op. Han lover hende, at
de skal leve livet sammen, men så går det op for ham, hvor alvorlig hendes
tilstand er. Hun pålægger ham at finde en ren ung kvinde at gifte sig med, og
så vil hun selv i himlen bede for dem. Og derpå dør hun. ”La Traviata” fra 1853 bygger på Alexandre
Dumas den Yngres skuespil ”Kameliadamen”, der havde premiere i februar 1852,
og som igen hviler på samme forfatters roman af samme navn fra 1848. Måske
har romanen ikke så mange læsere i vore dage, men de to sceneudgaver,
skuespillet og operaen, har været en fast del af repertoiret siden deres
fremkomst. I
skuespillet hedder de to hovedpersoner Marguerite Gautier og Armand Duval.
Marguerite-figuren er inspireret af en kendt parisisk kurtisane, Marie Duplessis, som havde forhold til bl.a. Liszt og Alfred de
Musset og også til den yngre Alexandre Dumas. Hvor
meget af ham selv, der er i figuren Armand Duval, vides ikke rigtigt, men de har i hvert fald deres
navneinitialer til fælles, og da Dumas udsendte romanen i 1848, kun få
måneder efter Maries død, forklarede han i en forskrift, at ”da jeg ikke har
nået den alder, hvor jeg kan finde på, har jeg stillet mig tilfreds med at
genfortælle”. Med hensyn
til operaens tredje hovedperson, Germont fader, er
han helt og holdent opfundet af Verdi og hans librettist, Francesco Maria
Piave. Man kunne dårligt forestille sig, at en dame- og madglad person som
den ældre Dumas, forfatteren til ”De tre musketerer”, skulle blande sig i sin
søns elskovsliv. Ja, det skulle da være for selv at
score pigen. Af alle
Verdis 26 operaer er ”La Traviata” den eneste, der
udspiller sig i Verdis egen samtid. Det tætteste man ellers kommer, er nok
den relativt ukendte (men snart vist på DR) ”Stiffelio”
fra 1850, hvis handling angiveligt udspiller sig i begyndelsen af 1800-tallet,
og som bedst – i lighed med ”La Traviata” – kan
beskrives som et borgerligt drama. Men ”Stiffelio” fik en kølig modtagelse og blev aldrig opført
ret mange steder. Publikum kunne åbenbart ikke forstå en opera, der udspiller
sig i samtiden, og som i øvrigt også har en protestantisk (og gift!) præst
som hovedperson. Og publikum var heller ikke mildere stemt over for ”La Traviata”, da den havde premiere på Teatro La Fenice i
Venedig. Og her var det ikke samtidigheden, der forvirrede, for teatrets
ledelse havde slet og ret nægtet at opføre en opera i samtidige kostumer og
dekorationer, men havde insisteret på at flytte handlingen til Ludvig den
14.s tid. Det hjalp ikke. Verdis breve i dagene efter premieren rummer
konstant ordet ”fiasko”. I nogle tilfælde afskriver han operaen helt, men i
et enkelt brev skriver han, at ”det sidste ord er måske ikke hørt endnu i
denne sag”. Verdi havde
under alle omstændigheder været kritisk på forhånd over de tre sangere,
Fenice-teatret havde engageret til hovedrollerne. Værst var det åbenbart med
sopranen Fanny Salvini-Donatelli, der sang
Violetta. Hun var ikke ved god stemme til premieren og var tilmed svært
overvægtig, hvad der harmonerede dårligt med hendes tuberkuløse tilstand.
Det, der pinte Verdi mest, var ikke så meget, at publikum buhede, men at der
ligefrem var dem, der lo! Det hjalp
lidt på hans tilstand, da han nogle dage senere blev præsenteret for de
første avisanmeldelser, som jævnt hen var ganske positive, og hvor et par
kritikere forbeholdt sig ret til at gemme deres endelige dom, indtil de havde
hørt operaen i ”en bedre opførelse”. Både de og
publikum fik chancen et år senere, da ”La Traviata”
blev genopsat, såmænd også i Venedig, på det lille Teatro San Benedetto. Her var sangerne af første klasse, og operaen
blev en gigantisk succes. I løbet af et par sæsoner var den allerede opført
over det meste af Italien og det halve Europa. Men stadig væk med handlingen
henlagt til 1600-et-eller-andet. Der gik en rum tid, før 1850’erne blev det
vedtagne. Måske syntes man ikke, at umoraliteter som uægteskabeligt samliv
kunne accepteres som en del af samtiden. Netop det
var ved at blive et problem for Verdi selv. Allerede da han kun var omkring
25 år gammel, havde han inden for kort tid mistet både to småbørn og sin
elskede hustru. Nu, 14-15 år senere, havde han i nogle år levet ugift sammen
med sopranen Giuseppina Strepponi,
og det vakte betydelig forargelse i den lille landsby i Norditalien, hvor de
levede til dagligt. Det nåede til et punkt, hvor Verdis mangeårige velgører
og mæcen (og tidligere svigerfar), købmanden Antonio Barezzi,
gik alvorligt i rette med ham. Måske lidt ligesom Germont
fader går i rette med Violetta. Verdi var dog noget længere tid om at reagere
end Violetta. Først i 1859 giftede han sig med Giuseppina.
Til gengæld blev det meget holdbart. Endnu i 2011 ligger de sammen i en
dobbeltgrav i Milano. Dagens
opsætning af ”La Traviata” stammer som sagt fra
Scala-operaen i Milano 2007. Instruktionen skyldes den ofte kontroversielle
italienske film- og tv-instruktør Liliana Cavani. Hun er efterhånden godt oppe i 70’erne og har i
karrierens løb lavet film om både Galileo, Frans af
Assisi og Einstein, selv om hun nok stadig er bedst kendt for sin
provokerende film ”Natportieren”. Hendes seneste filminstruktion er ”Ripley’s Game”. Hun er ikke nogen erfaren
teaterinstruktør, og i sin opsætning af ”La Traviata”
har hun valgt den helt indlysende løsning at holde sig til perioden omkring
1850. Og det er også gjort opulent. Der er i et par scener virkelig næsten
lige så mange mennesker på scenen som i salen. Opsætningen
går i virkeligheden helt tilbage til 1990, hvor den blev på repertoiret i et
par år. I 2007 besluttede man så at genopsætte ”La Traviata”
på La Scala, og man valgte at bringe Liliana Cavani tilbage med stort set den samme opsætning som
sidst (bortset fra at sangerne naturligvis er nogle andre). Violetta
synges denne gang af den rumænske supersopran Angela Gheorghiu,
som fik storslåede anmeldelser for sin præstation, og som i øvrigt
efterhånden er så mager, at hun kan illudere brystsyg, uden at nogen kommer
til at more sig over det. Mere kød er
der på kroppen af Ramon Vargas,
den mexicanske tenor, der er Alfredo i denne
opførelse. Han illuderer måske bedst i totalbilleder, men stemmen er jo
prægtig og på sit mest gyldne. Det er den
italienske baryton Roberto Frontali, der synger den
ældre Germont, i øvrigt til stor ros fra pressen. Frontali er fra 1958, og det er helt hyggeligt at se en ”Traviata”, hvor faderen faktisk er ældre end sønnen. Der
har i hvert fald været en del opførelser i årenes løb, hvor 30-årige
barytoner var sminket stærkt gråhårede, mens deres 45-årige sønner havde fået
hele det store makeup-udtræk. Der er
faktisk seks-syv roller mere i operaen, men de er virkelig små. Aftenens
dirigent er Lorin Maazel,
der for nylig var omkring København i forbindelse med
Malko-dirigentkonkurrencen i 2012. Han er en ældre herre på snart 82, men det
siger jo ikke så meget i dirigentsammenhæng. Det skal
tilføjes, at scenografien skyldes Dante Ferretti,
et af de største navne nogen sinde i denne business. Og ikke bare på teatret.
Tænk bare på stort set alle Martin Scorseses film, hvor han har været
scenograf. Plus 117 andre film. Der serveres et glas vin i forbindelse med
arrangementet! God fornøjelse
Hvor der ikke er angivet
Live, er det et arrangement der er optaget på et tidligere tidspunkt Ovenstående arrangementer kan alle bestilles på vores hjemmeside www.bionæstved.dk eller ved henvendelse i BIO For nærmere informationer se venligst vores hjemmeside under de pågældende dage eller den trykte programoversigt Nye arrangementer annonceres løbende og ret til ændringer forbeholdes Introduktion til opera og ballet I januar bliver der mulighed for at se endnu
en legendarisk operaopsætning, nemlig filminstruktøren Liliana
Cavanis opsætning af Verdis ”La Traviata”
på Teatro alla Scala i 2007. Operaen bliver jævnligt beskrevet som ”en
skandaleopsætning”, men rent faktisk var det næsten udelukkende ved
premieren, at der var noget, der nærmede sig skandale. I hvert
fald havde publikum delt sig i to lejre den aften – et hyppigt fænomen i
operahistorien – og mens de fleste applauderede og bravoede
sangerne, var der andre, der havde travlt med at buhe. Det gik både ud over
den rumænske superstjerne Angela Gheorghiu og den
mexicanske tenor Ramon Vargas
og dirigenten, Lorin Maazel.
Der er aldrig nogen, der rigtigt har kunnet forklare, hvad der var galt med Cavanis i øvrigt relativt traditionelle opsætning. Man må
selv give sit bud. I februar bliver der lejlighed til et nysyn
eller gensyn med Mozarts ”Cosi fan tutte” i den
berømte opsætning fra Salzburg-festivalen i 2009, blandt Cosi-kendere
berømmet som en af alle tiders bedste opsætninger og i hvert fald en af de
mest erotiske, for ikke at sige sexede. Det er Adam Fischer, der dirigerer
Klaus Guths opsætning, der kan præstere en
pragtbesætning med Miah Persson, Isabel Leonard, Topi Lehtipuu, Florian Boesch, Patricia Petibon og Bo
Skovhus. Midt i marts kommer der en direkte transmission
af Puccinis ”La Boheme” fra Gran Teatre del Liceu i
Barcelona. De to hovedpartier som Rodolfo og Mimi
synges af mexicaneren Ramon Vargas
og italieneren Fiorenza Cedolins.
Det er italieneren Giancarlo del Monaco, der har iscenesat. Han er berømt som
sin fars søn – han er søn af den store tenor Mario del Monaco – men han har
også i de senere år fået ry for at være en besværlig og selvpromoverende
instruktør. Og han har en fanskare, der anser ham for en af de bedste
instruktører i operaverdenen i dag. Så kan man jo selv vælge. I øvrigt har
han også ry for at være konservativ i sine opsætninger, så det bliver nok
ikke i denne opsætning, at man skal vente at se Rodolfo
som narkoman og Mimi som hiv-smittet østeuropæisk gadeluder. For dem,
der ikke nåede at opleve den direkte transmission i sidste sæson af
Donizettis ”Anna Bolena” fra Wiens Statsopera,
bliver der nu lejlighed til at samle op, når operaen genudsendes i løbet af april 2012. De to store hovedpartier
bliver sunget af Anna Netrebko og Elina Garanca, og opsætningen blev en stor succes ved sin
premiere. I maj 2012 bliver der lejlighed til at opleve
en af de totale klassikere, Puccinis ”Tosca”, i den tiljublede opsætning fra
München i 2010. Det er Luc Bondy,
der har skabt en ret traditionel, men også raffineret-enkel
opsætning, og det er Fabio Luisi,
der dirigerer. Cavaradossi synges af en af tidens
supertenorer, tyske Jonas Kaufmann, mens de to andre hovedpartier er lagt i
finske hænder. Karita Mattila
synger Tosca, mens den monumentalt modbydelige politichef Scarpia
synges af bas-barytonen Juha
Uusitalo. Det skiller han sig utrolig godt fra, og
så har han også udseende til at være den store skurk. Endelig vil
der i juni 2012 blive lejlighed
til at se den blændende opførelse af ”Carmen” fra La Scala, Milano fra d. 7.
december 2009, som visse biografer tidligere har vist LIVE, men som nu
tilbydes i flot DCP udgave. Det er den ganske unge georgiske mezzosopran
Anita Rachvelshivili, som fik sin første hovedrolle
her. Don José, hendes ulykkelige elsker, synges af et af tidens varmeste
navne, den tyske tenor Jonas Kaufmann, som bl.a. vil være kendt for sin
næsten dugfriske indspilning af ”Madama Butterfly”
med Angela Gheorghiu. Adriana
Damato synger Josés stakkels trofaste forlovede, Micaela, mens den
bralrende tyrefægter Escamillo synges af den uruguayiske bartyon Erwin Schrott. Dirigenten fra denne aften er også et
verdensnavn, nemlig Daniel Barenboim. Det er Emma
Dante, der står for iscenesættelsen, og det er en forrygende oplevelse. Se
mere på www.operakino.dk |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|